"Alle veje fører til Rom" – siger ordsproget – men passer det?

Lidt historie om en strøtanke, der har udviklet sig

I mange år gik jeg og spekulerede på om og hvordan det kunne lade sig gøre at cykle til Rom.

Jeg fik mange gode råd:

Kan du ikke bare tage motorvejen
Hvorfor cykle når du kan flyve derned på 3 timer
o.s.v.

En evt. cykeltur til Italien skulle i givet fald kombineres med, at jeg ville ned og se min yngste datter, Iben, spille håndbold ved et stort internationalt stævne i Teramo.

Med mellemrum dukkede tanken op hos mig, og en aften da jeg var til fest i ishockeyklubben i Gen-tofte (ICG) kom jeg i snak med et par unge mænd, hvoraf den ene skulle på ”tommelfinger” rundt i Australien og den anden en tur til New Zealand. Jeg luftede så min lille ide om at cykle til Rom, hvor-på en ung pige som stod ved siden af os straks udbrød: ”Det har min far gjort for nogle år siden”.

Inden jeg så mig om, havde jeg bedt om hans telefonnummer – det var min første ”fejl”.

Et par dage efter spurgte jeg min ualmindelig gode cykelven (og fodboldven) Thomas Wex, kort og godt kaldt for Wex, om han kunne tænke sig at cykle til Rom. Han så på mig og jeg kunne klart for-nemme, at han ikke mente, jeg var rigtig klog.

Wex kunne dog godt se, at jeg mente det alvorligt, og efter et par ugers tænkepause, meddelte han at han var frisk på ideen. Min ”fejl” nr. 2 at jeg spurgte Wex.

Vi snakkede sammen ved flere lejligheder og fik nok også fortalt vores nærmeste omgangskreds, at vi ville til Rom i 2005.

Herefter fik sagen en lille drejning som var helt uden for min kontrol:.

Wex lavede en 2-siders artikel om os til HIK´s medlemsblad, som blev sendt ud til ca. 3.000 medlem-mer – nu var der ingen vej tilbage - indtil dette tidspunkt kunne vi nok have henlagt ideen, uden at miste ansigt.

Nu er der for os mandfolk ingen vej tilbage – Vi skal med vold og magt cykle Copenhagen – Rome.

Jan Carlsen
26-08-2004